Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Narrativ pædagogik

Vi arbejder med narrativ pædagogik som en del af frittens pædagogiske DNA.

Narrativ pædagogik er en pædagogisk metode, der både udvikler barnets selvværd og selvtillid og kan styrke børnenes egne fortællinger om, hvad der vigtigt for dem i deres hverdag. Hensigten er at hjælpe jeres børn til at skabe så stærke og nuancerede fortællinger om sig selv og hinanden som muligt. Det kan bidrage til, at jeres børn bliver livsduelige og robuste. At et barn er livsdueligt, kan illustreres med tumlingedukken. 

model

 

Tumlingedukken kan med sin tyngde i bunden rejse sig op igen, hvis den bliver tippet omkuld et øjeblik. Toppen af dukken kan ses som barnets selvtillid – det vil sige, viden om hvad det kan. Barnet er afhængigt af en solid bund af selvværd – det vil sige, barnets viden om hvad det er og, hvordan det har det. Ellers tipper barnet for let omkuld. Især når det møder modstand eller når noget ikke går som forventet.

Børn bliver det, vi siger om dem

Den narrative pædagogik sætter fokus på hvordan vores sprog og hverdagsfortællinger har betydning for, hvordan vi selv og andre opfatter en situation.

Ved at ændre på de ord og de fortællinger vi bruger, kan vi også ændre opfattelsen af de problemer barnet må stå i og skabe nye handlemuligheder for barnet. Eller sagt på en anden måde: ”børn bliver det, vi siger om dem”

Med den narrative pædagogik, kan vi blandt andet undersøge, hvilke typer af fortællinger der er flest af om børnene – om det er fortællinger om problemer, om udvikling, om positive handlinger, om dét børn har svært ved eller det, de lykkes med, om venskaber eller konflikter.

Som man nogle gange siger i den narrative pædagogik – ”det er ikke barnet der er problemet – det er problemet, der er problemet”.

Hvordan arbejder vi med narrativ pædagogik?

Vi arbejder med den narrative pædagogik på to måder:

  1. Vi skriver episoder og fortællinger ned

Vi skriver episoder og fortællinger ned, når der er noget vi gerne vil blive klogere på. Det er vores metode til at sætte refleksion om både det enkelte barn og hele børnegruppen i system. På den måde sørger vi for, at der altid kommer flere perspektiver i spil omkring barnet, venskaber, konflikter og relationer.

  1. Vi sætter ord på sammen med børnene

Sammen med børnene øver vi os i at blive bedre til at sætte ord og fortællinger på det, der betyder noget for dem, det de kan (selvtillid) og hvordan de har det (selvværd) og ikke mindst hvordan man kan blive bedre til at lytte og forstå hinanden. Det kan for eksempel være ved at tegne eller snakke om hvordan man er en god ven. Jo bedre børnene bliver til at udtrykke sig, jo stærkere og mere robuste bliver de.

Hvordan kan du som forældre understøtte vores arbejde med narrativ pædagogik?

Du er altid velkommen til at spørge os om vores arbejde med narrativ pædagogik, og hvordan man kan bruge det derhjemme. Her er lidt ideer til at komme i gang:

  • Spørg nysgerrigt ind til dit barns hverdag og oplevelser i fritidsinstitutionen
  • Styrk den positive fortælling, om det dit barn kan – ved at spøge ind til om det var sjovt, svært, dejligt osv.
  • Inviter barnet ind i en dialog og vent på dit barns svar, så det ikke kun er dig, som voksen der taler.
  • Drop mobilen, når du taler med dit barn. Samtale kræver nærvær.
  • Hjælp dit barn med at sætte ord på oplevelser, følelser og situationer – men lad dit barn forsøge selv først.

Vær opmærksom på dine egne fortællinger om dit eget barn - og de andre børn. Styrk den positive fortælling.