Hvad er Madskolen på Blågård Skole?
I Madskolen laves der hver dag sund og velsmagende mad af friske råvarer, hvor elever er med i køkkenet. Her har de mulighed for at tale, smage og opleve sig ind i madens verden – ved spisebordet og i køkkenet. Med mad og måltider som middel har vi som madskole et stort potentiale for at gøre en forskel i elevernes dannelse, trivsel og læring.
Hvad serverer vi?
Vi producerer hver dag mad fra bunden, vi bager vores eget brød og har fokus på at bruge friske råvarer. Vores pejlemærker er velsmag, sundhed og ansvar for madens aftryk på klima og miljø, og vi laver mad efter de officielle kostråd, som bygger på de ernæringsmæssige anbefalinger.
Menuen er derfor minimum 90 % økologisk, vi spiser kylling eller fisk 1-2 gange om ugen, får masser af grønt, og gør vores bedste for at begrænse madspild.
På de animalske dage vil der altid være et vegetarisk alternativ. Af ressourcemæssige årsager kan vi desværre ikke tilbyde vegansk spiseordning.
Vi søger at udvikle og styrke elevernes madmod. Maden er derfor varieret, og byder på velkendte, klassiske retter samt nye tiltag i form af mindre velkendte elementer.
Vi gør vores bedste for at imødekomme så mange af elevernes ønsker som muligt. Vi har en livrets-postkasse, hvor eleverne har mulighed for at komme med ønsker til menuen.
Når klasserne er på tur, er det muligt at bestille madpakker i Madskolen.
Vi tilbyder tre forskellige kategorier ved tilmelding:
"normal", pesketarisk eller vegetarisk kost.
Hvordan spiser vi sammen?
Spisningen i madskolen er opdelt i tre spisehold. Klasserne er fordelt ved samme borde, og her har de et ansvar for at hjælpe hinanden med at dække op inden spisning samt rydde op efter spisning. Under spisningen spiser det pædagogiske personale (måltidsvært) med i form af et pædagogisk måltid, der skal give mulighed for at tale med eleverne om dagens servering, råvarerne, smagene og hvordan vi spiser sammen.
Under måltidet spiser eleverne for at blive mætte, men de introduceres også for forskellig mad og øver sig i at indgå i fællesskabet omkring bordet. Måltidsværten sætter rammerne for en tryg og god oplevelse ved bordet.
Støt dit barn i at smage på nyt
Børns appetit og smagsløg kan svinge meget. Som voksne kan vi hjælpe børn til at blive både nysgerrige og trygge ved at smage på nyt. Som forældre kan du orientere dig i menuen, og på forhånd tale med dit barn om, hvad de skal have at spise til frokost i skolen.
Elever med i køkkenet
Vi har på skift seks elever fordelt på 4., 5. og 6. årgang i en uges praktik i køkkenet, hvor de hjælper køkkenpersonalet med at producere, anrette og servere frokosten til dem og deres kammerater. I løbet af ugen lærer eleverne om de vigtigste kundskaber inden for madproduktion; hygiejne, håndtering af skarpe genstande, tilsmagning, anretning og godt værtskab.
Eleverne får ligeledes styrket deres kendskab til de forskellige råvarer, bæredygtighed og verdens forskellige madkulturer.
I Madskole-køkkenet smager vi, tilsætter vi, taler vi og er vi nysgerrige på råvarerne, sammensætningen og det endelige måltid, som vi serverer for resten af skolen.
Pris og tilmelding
Hvert måltid koster 27 kr.
Man tilmelder sig for en hel måned ad gangen, og prisen vil hver måned være korrigeret efter, hvor mange dage skolen holder åbent. Man betaler altså ikke for weekend, helligdage og skoleferier.
Tilmelding sker via dette link:
Ønsker man at søge om tilskud til skolemad, gøres det via dette link:
Tilskud til skolemad | EAT skolemad
Kontakt til Skolemad Support:
Hvis der opstår fejl i din tilmelding eller du har behov for hjælp til andet, kontakt Skolemad Support på:
Tlf. 3311 0103
Vil du følge mere med i Madskolen hos os? Så følg os på Instagram her https://www.instagram.com/madskolen_blg/